top of page

33 - Islam og udviklingshæmmede 

 

Livet som muslim skal være tilgængeligt for alle, også handicappede og folk med særlige behov. At være eller blive handicappet er Allahs vilje og en stor prøvelse, som kan ramme alle: hverken familier eller individer skal opleve skam eller udstødelse som følge af handicap. At drage omsorg for og støtte folk med særlige behov, fysisk og psykisk, er pålagt alle muslimer i fællesskab og belønnes rigt af Allah.    

 

Novelle: "gemt af vejen"

Lina er født tre måneder for tidligt og lider af cystisk fibrose. Hun har aldrig kunne gå og har siddet i rullestol med brug for konstant hjælp hele sit liv. Mentalt og kognitivt er hun velfungerende. Så længe hun husker, har hun skammet sig over sin tilstand, og hendes forældre og søskende har skammet sig over hende. I hendes familie, som har tyrkisk baggrund, men som kom til Danmark i 1970, blev hun opfattet som Guds straf over familien for deres synder. Hun husker kun få tilfælde af som barn at have været med på familieudflugter. Som regel måtte hun blive hjemme, fordi hendes forældre ikke brød sig om at vise hende frem. Hun blev gemt af vejen i hjemmet. Linas far er udadtil en religiøs mand med et fint rygte i den lokale moske. Han underviser endda i islam og familien er ofte i moskeen til forskellige sociale arrangementer. Lina har dog aldrig fået lov til at komme med. Faderen har aldrig formået at acceptere hende som hun er, som Gud har skabt hende, har aldrig formået at elske hende. Tværtimod, føler hun, har han altid skældt hende ud eller været åbenlyst skuffet, modløs og trist over at se på hende. 

I dag er Lina 29 år og har boet alene, med 24-timers handicaphjælp, siden hun var 22. Hun er i gang med en IT-uddannelse og har endda fundet arbejde. Da hun flyttede hjemmefra som 18-årig, og kom på en institution for folk som hende selv, oplevede hun for første gang ikke at blive opfattet som Guds straf og begyndte at lære at acceptere sig selv. Med tiden har Lina udviklet en dyb foragt for det hun oplever som sine forældres hykleri, for islam, og for den skam hun oplever at religionen og hendes forældre har pålagt hende at leve med. Hun kan jo ikke gøre for, at hun er, som hun er. For et par år siden er Lina konverteret til Kristendommen, fordi hun føler, at hun i den religion bedre kan blive accepteret, som hun er. 

Koranvers:

 

Og Job, da han anråbte sin Herre: "Modgang har ramt mig. Du er den barmhjertigste af de barmhjertige!" (21:83)

bottom of page